tirsdag den 24. maj 2016

"Som ulve er færrest og får er flest" af Palle Vibe

Som ulve er færrest og får er flest af Palle Vibe, 56 sider, Peewit, 2015

Denne bog er et eksemplar fra forfatteren.

Lille satirisk bog om kønnenes kamp for hinanden og med hinanden i ulve- og fåreklæ'r og glimt i øjet. Det er med ulve som med får, at skønt forskellige som dag og nat, kan de ikke leve uden hinanden. Men hvad der for ulve er uomtvistelig logik, er for får kun én mulighed blandt flere. Og hvad der for får er den eneste sandhed, er for ulve at finde mellem denne verdens største gåder. Så læs om de forskelle og udfordringer, som ulve og får står overfor i kampen med hinanden og for hinanden i forsøg på at indgå i det vanskelige parfårhold og få et helt nyt syn på kønnenes roller.

Da forfatteren kontaktede mig og spurgte om jeg ville læse hans bog, blev jeg først meget skeptisk. Var det mon en bog for mig? Men den skulle være fuld af humor, så jeg takkede ja, og glædede mig meget til at modtage den.

Det er en lille sød og meget kort bog, og man skulle derfor tro, at det var en bog, som man hurtigt kom igennem. Det var dog ikke helt tilfældet - i hvert fald ikke for mig. For på grund af sprog-spillet i bogen, skulle der lidt ekstra tanker til igennem læsningen. Det gjorde dog ikke noget, for det var rigtig hyggeligt.

Hele vejen igennem bogen sad jeg med et smil på læben. Der er lagt en masse humor i bogen, og det fungerer bare rigtig fint. Bogen giver et billede af de moderne parforhold - eller måske skal jeg sige par'får'hold. Og udover, at bogen giver et billede af hvordan parforhold ser ud i den moderne verden, stiller den også nogle spørgsmål og tager nogle af de problematikker der findes på også.

Palle Vibe har skrevet en bog der fungerer. Jeg ser den ikke som en decideret historie, men mere som underholdning. Og det gør slet ikke noget, for det fungerer!



Ingen kommentarer:

Send en kommentar