mandag den 30. november 2015

"Rubinrød (Rubinrød #1)" af Kerstin Gier

Rubinrød (Rubinrød #1) af Kerstin Gier, 355 sider, Turbine, 2015

Denne bog er et eksemplar fra forlaget.

Kærlighed går gennem alle tider.
Det er hårdt at leve i en familie med mange hemmeligheder. Det mener i hvert fald den 16-årige Gwendolyn Shepherd. En dag føler hun sig pludselig svimmel, og kort efter befinder hun sig i London i starten af det forrige århundrede! Her går det op for hende, at hun er familiens største hemmelighed.

Langsomt forstår Gwendolyn, at hun - som en af de få - har arvet familiens særlige gen. Et gen, der betyder, at hun kan rejse i tiden. Men ikke nok med det. Hun er også udvalgt til at bringe fortiden i orden med hjælp fra den snobbede, arrogante, langhårede Gideon! Modvilligt begiver de to sig ud på et fantastisk eventyr, hvor Gwendolyn erfarer, at modsætninger tiltrækkes på tværs af tid, og at fortiden ikke altid er, hvad den giver sig ud for at være...


Jeg startede egentlig med at falde for denne bog, på grund af dens udseende. Jeg synes virkelig den ser så fin ud - og samtidig også fuld af hemmeligheder og drama. Det er fedt når man falder for en bog på grund af dens udseende, for så, i hvert fald for mig, er lysten der, til at læse den, på en helt anden måde.

Jeg nød bogen hele vejen igennem. Vores hovedperson Gwendolyn er så elskværdig, og jeg dannede nærmest et bånd til hende med det samme. Jeg følte på en eller anden måde, at jeg var blevet hendes bedste veninde, og at bogen egentlig var skrevet, for at hun kunne fortælle mig hele hendes historie.

Igennem bogen er der, desværre, en del slåfejl. Det er, i dette tilfælde, ikke forfatteren, men det er desværre bare noget af det, der irriterer mig rigtig meget. Jeg ligger mærke til det med det samme, og det er simpelthen så ærgerligt.

Men derudover, så er det en virkelig fin bog. Nøjagtig som forsiden havde lovet mig, var der drama og hemmeligheder - men der var også kærlighed, udvikling og store beslutninger der skulle tages. En rigtig fantasy-bog, der for mig indeholder al det rigtige.

Forfatteren har fået beskrevet al det her med tidsrejser på en rigtig fin måde. Normalt bliver jeg hurtigt forvirret over sådan nogle ting, og kan have rigtig svært ved at finde rundt i det hele. Men her har Kerstin Gier fået det gjort så jeg kan følge med, og det er en virkelig rar følelse. Jeg var på intet tidspunkt forvirret og jeg havde hele tiden en fornemmelse af, hvor vi var henne.

Jeg var overordnet set rigtig vild med bogen. Den har næsten det hele for mig: forside, indhold og sprog. Det er virkelig rart at læse en fantasy-bog, hvor jeg kan være med. Det er en ret ny genre for mig, og derfor er jeg også ret kræsen når det kommer til bøgerne - men den her faldt direkte ind i mit hjerte.



1 kommentar:

  1. Den er bare rigtig god, men hvor ærgerligt med slåfejlene!
    Jeg glæder mig dog til at høre, hvad du synes om fortsættelserne! :-)

    SvarSlet