søndag den 11. oktober 2015

"Mig før dig" af Jojo Moyes

Mig før dig af Jojo Moyes, 439 sider, Cicero, 2012

Denne bog er et eksemplar fra forlaget.

Lou Clark ved en masse ting.
Hun ved, hvor mange skridt der er fra bussen og hjem. Hun ved, at hun elsker sit arbejde på The Buttered Bun, og hun ved, at hun måske ikke elsker sin kæreste Patrick så højt, som hun burde.

Hvad Lou ikke ved, er at hun lige om lidt mister sit job, og at det bestemt ikke er nemt at få et nyt.

Will Traynor ved, at han ikke længere har lyst til at leve.
Han ved, at livet nu føles småt og glædesløst, efter at han er blevet lam i stort set hele kroppen - og han ved præcis, hvordan han vil gøre en ende på elendigheden.

Hvad Will ikke ved, er, at Lou lige om lidt vil bryde ind i hans liv og gøre hans dagligdag knap så farveløs.

Og hvad ingen af dem ved, er, at de kommer til at forandre hinandens liv for evigt.

Dette var en genlæsning af bogen. Jeg vidste altså hvad jeg kunne forvente og at jeg altid skulle sørge for at have Kleenex i nærheden. Men selvom jeg allerede kendte til indholdet, gjorde det mig ingenting at læse bogen igen, for jeg elskede elskede elskede den, da jeg læste den første gang.

Noget af det, der imponerer mig ved bogen er den realisme, der følger med hele vejen igennem. De to hovedpersoner, Lou og Will bliver ikke venner på et splitsekund. De skal lære hinanden at kende først - og lære hinandens grænser. Det synes jeg er rart at se, idet det ofte, i en bog, er sådan, at man springer meget hurtigt ud i tingene.

En helt anden ting, som gør bogen til noget ekstra for mig, er at den tager et tabu op. Og dette tabu-emne kan nemt skabe en debat. Jeg vil ikke komme nærmere ind på hvad det er, i frygt for at afsløre noget, for folk der endnu ikke har læst bogen. Men jeg synes det er et vigtigt emne at tage op - og så synes jeg, at det er helt fantastisk, at det kan blive gjort i denne enestående bog.

For begge personer, er der en personlig udvikling, der ikke er til at komme udenom. De udvikler sig med hjælp fra hinanden, og bliver begge mere modne og selvbevidste. Det er rart at se, at selvom man er et voksent menneske, kan man sagtens lære noget fra andre.

Nathans humor i bogen, er også en ting, der giver bogen et ekstra løft. På grund af tabu-emnet og hele handlingen i bogen, kan det hele godt blive lidt mørkt og dystert - men så kommer Nathan ind og løfter det hele op igen. Det fungerer rigtig godt, og jeg er sikker på, at jeg ville elske at snakke med Nathan.

Alt i alt kan jeg ikke sige andet, end at dette er en fantastisk bog. Den ligger helt sikkert på top 5 over alle de bøger jeg nogensinde har læst - jeg vil næsten gå så langt, som til at sige, at den ligger som nummer 1. Læs læs læs, hvis du endnu ikke har gjort det!


Ingen kommentarer:

Send en kommentar