søndag den 6. september 2015

"Jeg henter solen ned" af Jandy Nelson

Jeg henter solen ned af Jandy Nelson, 456 sider, Gyldendal, 2015

Denne bog er et eksemplar fra forlaget.

Jude og Noah er tvillinger, men gør alt for at undgå hinanden.
Noah er indadvendt og passioneret omkring sin kunst. Han tegner og maler og forelsker sig i den karismatiske nabodreng. Jude er den udadvendte søster, som går med knaldrød læbestift og surfer med de cool fyre. For tre år siden var de uadskillelige, men nu taler de slet ikke sammen.
Hvad er der sket? Alt er forandret. Jude får på den kunsterskole, som Noah så brændende ønskede sig ind på, deres mor er død i en tragisk ulykke, og inden ulykken flyttede faren fra familien.

Noah fortæller om årene op til bruddet, mens Jude fortæller om årene efter bruddet. Hver især kender de kun halvdelen af historien. Hvis de vil vide hvad der egentlig skete i familien, hvis de skal have en chance for at komme videre, er de nødt til at finde ind til hinanden igen og dele historien.

Jeg modtog denne bog i pakken fra Gyldendal helt uventet, og da jeg åbnede den, kan jeg love jer for, at mine øjne blev store. Det er en virkelig smuk bog, og så lå den der - helt uventet og kiggede op på mig. Jeg glædede mig så meget til at læse den, at jeg gik igang kort tid efter - og jeg blev ikke skuffet.

Vi møder de to tvillinger og hører to forskellige historier. Vi møder to tragedier, to teenagere, to ulykker og to følsomme mennesker. Det er en helt fantastisk kombination. De to personer viser os to forskellige historier, der handler om, hvorfor det kan være svært at være teenagere. Specielt Noah viser os, hvorfor man skal huske at snakke om tingene, i stedet for at gå med dem indeni.

Jeg er helt sikkert fan af denne bog. Selvom den er på lidt over 400 sider, læste jeg den på næsten ingen tid. Der er ingen tvivl om, at jeg vil anbefale den til alle. Jeg mener ikke, at der er en decideret aldersgrænse for denne bog - jeg mener, at både børn, unge og voksne kan læse den.

Den måde bogen er sat op på, med de to historier fortalt samtidig med hinanden, fungerer rigtig godt. Jeg blev ikke forvirret over det, og jeg følte heller ikke, at jeg kom til at overse noget, fordi de på en måde flettede samen.

Det er en virkelig god ungdomsroman, som jeg synes at du og alle dine venner skal læse!

1 kommentar:

  1. Åh jeg ser fantastiske anmeldelser af den overalt! Er simpelthen nødt til snart at læse den :)

    SvarSlet