Sidst på vinteren i mit 17. år kom min mor frem til, at jeg var deprimeret. Hun baserede sin diagnose på, at jeg næsten aldrig kom ud af huset, lå det meste af tiden i min seng, læste den samme bog igen og igen, spiste meget lidt og brugte ret meget af min tid på at tænke over døden.
Jeg tror næsten alle kender John Green. Og jeg tror, at næsten alle har hørt om "En flænge i himlen", også kaldt "The fault in our stars". Hvis dette skulle vise sig ikke at være sandt, så er man gået glip af noget helt ekseptionelt stort. Denne bog er så vanvittig sørgelig, fantastisk og fuld af overraskelser, at det næsten ikke er til at beskrive.
Jeg har læst denne bog et utal af gange, jeg har slet ikke styr på det længere. Den er blevet lånt ud mindst lige så mange gange - jeg tror størstedelen af hele min vennekreds er blevet tilbudt at låne den. Og det er de, fordi jeg virkelig mener, at det er en bog, som alle bør læse. Der bliver taget fat i et tabu, der er kærlighed, der er sorg - der er det hele.
Mens jeg læste bogen første gang, var jeg virkelig vild med den. Jeg syntes den var så sød og dejlig. Lige indtil slutningen. Slutningen er så sørgelig. Jeg kom virkelig til at kaste bogen ned i sofaen bagefter. Måske fordi jeg var vred - eller ked af det. Måske var det en blanding. For åh, det er næsten frygteligt.
Jeg har virkelig svært ved at sætte ord på den her bog. Jeg er blevet efterladt med en virkelig mærkelig følelse i kroppen. Vi mødet den syge Hazel, vi møder Augustus, vi møder forfatteren Peter Van Houten. Og jeg har lyst til at møde dem alle sammen. Den her bog er så tragisk og fantastisk på sammen tid. Da jeg vendte den sidste side, havde jeg ingen idé om hvordan jeg skulle reagere. John Green gjorde et kæmpe indtryk på mig - tak, John Green.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar